tirsdag den 9. februar 2016

Køreplanen for det hele og mandagsfokus

Der skal være en plan, ellers går det ikke!

For at få denne blog i gang så har jeg brug for en plan. Det der med bare at tage tingene på må og få som de kommer, skrive indlæg når jeg får tid -  det virker ikke. Det har det ligesom ikke gjort i fem år eller deromkring, så tid til at gøre noget andet tænker jeg. Det sjove er jo, at jeg i arbejdssammenhænge har styr på tingene, fået lavet planer og løst opgaverne til deadline. Kort sagt: jeg er frk. überplanlægger. Mens herhjemme i privaten: not so much... Så nu vil jeg prøve at tage arbejdskasketten på både i familielivet og her på bloggen.  

Derfor har jeg lavet en plan for indlæg. Forskellige dage med forskellige temaer. Det skal nok blive godt eller i hvert fald bedre, end det har været (hvilket så ikke siger så meget... hmm hø hø host host!)

Mandag bliver fokus på familielivet-dagen. Jeg gider nemlig ikke bruge mandag som "start på ny uge og start på slankekur"-dag, i stedet skal det være "start på de fantastiske rutiner så familielivet virkelig spiller og jeg ikke føler mit liv er en lang arbejdslejr!"-dag.
Efter næsten hver weekend er jeg færdig som i FULDSTÆNDIG drænet for energi. Og jeg glæder mig I DEN GRAD til at sende børnene i børnehaven mandag morgen. Så vil jeg ikke have det. Jeg har ikke fået børn for at være så træt hele tiden. Men for pokker hvor er der bare meget vasketøj, rod og snavs med tre børn! Det skal ændres. Jeg ved ikke helt hvordan endnu. Men det SKAL ændres. For min skyld og for børnenes. Så mandag er dagen, hvor jeg finder et lille hjørne af hverdagslivet, som jeg kan sætte fokus på og ændre til det bedre.

I denne uge handler det om at få en bedre morgenrutine på plads. Og sjovt nok begynder morgenen allerede aftenen før. Der skal smøres madpakker efter aftensmaden - ikke efter morgenmaden eller mens børnene spiser morgenmad, for jeg vil have tid til at spise sammen med dem. Bad sker også aftenen før. Allerhelst vil jeg ind i en rytme med, at børnene vælger deres tøj aftenen før og lægger det frem. Så slipper vi også for det drama om morgenen. Jeg ved godt, at de her ting synes så små og absolut overkommelige, at det virker latterligt at skrive dem. Men når man som jeg er så segnefærdig efter aftensmaden, så er det sgu meget at lægge flere opgaver ind her. Jeg bilder dog mig selv ind, at det nok skal være indsatsen værd. Hvem ved, hvis vi begynder at få supergode morgener, kan det jo være, at jeg ikke er så træt om aftenen? Ja ja, jeg har vel lov at håbe.

For lige at runde min plan for indlæg fint af, så bliver onsdag dagen, hvor jeg har fokus på kroppen - gider ikke at bruge ordet slankekur - for så længe jeg ammer, må jeg jo ikke gå på kur. Men noget skal der alligevel ske, for jeg er træt af ikke at føle mig hjemme i min krop... Fredag bliver krea-dagen, for jeg savner at bruge den side af mig selv. Søndag bliver "tilbageblik" eller ugen der gik. Hvordan gik det med familielivet, med kroppen og med kreatiden?

Skulle jeg få tid og lyst til at lave et indlæg helt spontant, så kaster jeg dem ind på de ledige dage. Det skal nok blive godt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...